Harridslevgaard_R_Christiansen_1887.jpeg

Harridslevgaards historie

Tidligere kaldtes Harridslevgaard røverslottet og skal i middelalderen have været tilholdssted for sørøvere. På den tid gik vandet helt op til Harridslevgaard, så man havde et fint udsyn over havet. På de udvendigt anbragte jernkroge på slotstårnet hængtes lygter for at narre skibene til at tro at det var et fyrtårn, hvorefter røverne hurtigt kunne stige ombord og røves hvad røves kunne... Til sidst var der dog så mange klager over røverriddernes færden, at kongen ved list fik alle ombragt.

'Haræslef' nævnes helt tilbage i Kong Valdemars Jordebog af 1231 som hørende under kronens slotte, men som det har været mange af Danmarks slottes skæbne, skiftede også Harridslevgaard hænder, til tider med få generationers mellemrum.

I 1589 overtager rigsråd Breide Rantzau den daværende middelalderborg, som han nedriver, og i 1606 står den nuværende renæssancebygning færdig i 3 stokværke og med det store, ottekantede trappetårn ud til slotsgården.

Hovedportalens sandstensplader mellem de 2 sandstensskulpturer bærer Breide Rantzaus og hans 3 hustruers navne samt byggeåret 1606. Hovedbygningen har svungne, sandstensafdækkede gavle og karnapper, ligesom den smykkes af liljeformede smedejerns ankerhoveder.

I en senere periode fremstod slottet med hvidkalkede mure, men er nu ført tilbage til de oprindelige røde munkemursten, og Harridslevgaard står igen som i renæssancen, som om historiens og tidens tand er gået uberørt hen over den stolte bygning.

Ejere

  • 1231   Kronen

  • 1327   Erik af Sverige, Kronen

  • 1560   Jørgen Svave

  • 1589   Breide Rantzau

  • 1623   Anne Lykke

  • 1631   Laurids Ulfeldt

  • 1659   Christence og Kaj Lykke

  • 1663   Frederik v. Arensdorff

  • 1667-1717   Forskellige ejere

  • 1682   Jens Lassen (en part)

  • 1717   Hans Lassen

  • 1719   Ph.J.Hagedorn

  • 1740   Christiane Hoppe (Hagedorn)

  • 1769   J.Fr.Bardenfleth

  • 1829   A.E.H.E.Bernstorff-Gyldensteen

  • 1954   C.-J.Bernstorff

  • 1963   F.Nicolajsen

  • 1985   I. og H. von Schimko